Selvforsyningslandbrug, eller selvforsyningslandbrug, er når en landmand dyrker mad til sig selv og sin familie på et lille jordstykke. I modsætning til andre typer landbrug er selvforsyningslandbruget mere fokuseret på overlevelse. Der er meget lidt eller ingen vægt på handel og salg af varer eller drift som en virksomhed.

Et enkelt eksempel på selvforsyningslandbrug er en familie, der dyrker korn og bruger dette korn til at bage nok brød til sig selv, men ikke for at sælge. 

For mange mennesker, der bor i rige lande, er dette en romantisk idé – at have jord og bruge den til at forsørge sig selv og sin familie. Det minder om, hvad folk måske antager var en enklere tid. Selvom idéen er charmerende i udviklede lande, er virkeligheden på nuværende tidspunkt, at industrialiseret landbrug er nødvendigt for at brødføde vores voksende menneskelige befolkning. Som du måske har gættet, varierer metoderne, der bruges til selvforsyningslandbrug og industrielt landbrug, meget. Så hvordan adskiller selvforsyningslandbrug sig fra de industrielle metoder? 

 

 

Selvforsyningslandbrug er gammelt 

 

Metoderne til selvforsyningslandbrug er en integreret del af udviklingen af menneskesamfundet. De rækker helt tilbage til 12.000 år siden og er et grundlæggende aspekt af de fleste kulturers tidligste overlevelsesmetoder. Efter istiden, da Homo sapiens begyndte at tæmme planter, begyndte de at bosætte sig ét sted i stedet for kun at jage og samle.

På grund af denne forandring begyndte grupper af mennesker at udvikle komplekse civilisationer – alt sammen på grund af det, vi nu kalder “selvforsyningslandbrug.” Antropologer kalder denne overgang for “den neolitiske revolution.” I Amerika var selvforsyningsbønder meget produktive – de tæmmede en bred vifte af lækre fødevarer, som vi i dag entusiastisk spiser, inklusive majs, bønner, tomater, græskar og kartofler. Ret sejt, ikke?

 

 

Selvforsyningslandbrug bygger ofte på mere naturlige teknikker 

 

Bønder, både for tusinder af år siden og helt op til i dag, bruger naturlige teknikker i deres landbrug. Industrielle gårde i dag bruger kemiske gødninger og pesticider. Selvforsyningsbønder bruger ofte gødning og kompost, produkter fra deres eget jordstykke og dyr. Den mad eller afgrøder, der ikke spises, går tilbage i systemet for at fodre husdyrene. Dette skaber et effektivt system, et lukket kredsløb, hvor der næsten ikke går noget til spilde. 

 

 

Forskelligartede metoder 

 

Hvis du for nylig har været på en biltur gennem Nordamerika, har du set de bølgende bakker med majs og soja, der strækker sig i miles i alle retninger. Der er endeløse pæne rækker og identiske planter. Disse monokulturer drives af et fjernet samfund med endeløs forbrug og umættelig efterspørgsel. Men hvis du har et lille jordstykke til at forsørge dig og din familie gennem årstiderne, er diversitet i afgrøder og husdyr fuldstændig afgørende. Du kan ikke klare dig længe kun på majs og soja. Denne type varieret teknik kaldes polykultur, og selvforsyningsbønder er afhængige af den. 

For det første er polykulturer en mere miljøvenlig tilgang. Visse planter tilfører næringsstoffer til jorden, mens andre bruger det op. “Kammeratsplantning”-teknikker gavner hele gården. Brug af forskellige planter kan sikre, at jorden forbliver rig og sund gennem årene. Ofte, når man bruger polykultur teknikker, øges også udbyttet af afgrøder. 

 

 

Hvor praktiserer folk selvforsyningslandbrug i dag? 

 

Selvforsyningslandbrug er den mest udbredte landbrugsmetode i Afrika syd for Sahara, hvor størstedelen af de fattige på landet er afhængige af deres jord for at overleve. Med jorden som deres levebrød kan folk spare på udgifter til transport, husleje og mad samt omkostninger ved byliv. I Tanzania udgør landbrug for eksempel 28 % af landets BNP. 73 % af befolkningen bor på landet – 19 millioner mennesker bor på små jordlodder og praktiserer selvforsyningslandbrug. 

Selvforsyningslandbrug kan dog være lige så forskelligt som planeten, vi lever på, da det forekommer næsten overalt. Central- og Vestasien, Indien, Sydvestafrika, Eurasien, Filippinerne, Latinamerika – listen fortsætter. Metoderne er lige så variable og flydende som de miljøer, hvor folk kalder hjem. En undersøgelse fra 2015 viste, at 25 % af verdens befolkning overlever via disse teknikker.

Levevilkårene kan også variere meget. Folk kan have mere eller mindre adgang til rent vand, elektricitet og passende sundhedspleje. Sanitære forhold er ofte en stor faktor, og det fører til en af de førende dødsårsager for børn i lavindkomstlande.

 

 

Klimamæssige udfordringer 

 

Selvforsyningslandbrug er en jordvenlig, gammel tilgang til at brødføde en familie af valg og/eller nødvendighed. Her er udfordringen: selvforsyningslandbrug er yderst sårbart over for klimaforandringer. Når temperaturerne stiger, tiltagende tørke og hyppigere oversvømmelser. En gård kan miste en hel sæsons høst og efterlade en familie i alvorlige vanskeligheder.

Selvforsyningslandbrug betyder, at familier har meget lidt, hvis overhovedet noget, rum for fejl. På en planet, der opvarmes med alarmerende hast, er selvforsyningsgårde sårbare.