Hvis du kom til denne side for at få et nemt svar på, hvordan man identificerer hindbær i dit nabolag, bør du måske vende om. Hindbær præsenterer botanikere for nogle af de mest udfordrende identifikationsproblemer i verden. Som lægmand er det sandsynligvis nok blot at bruge det simple ord 'hindbær'. Men nogle af os ønsker at grave dybere og finde ud af, om det er en vejhindbær, en dværghindbær eller en arktisk hindbær. Hvis du leder efter en mere indledende bærguide, kan du måske starte her.

 

Den forbløffende kompleksitet i livet på Jorden udfordrer biologer til at placere planter og dyr i bestemte grupper. I skolen lærer vi om arter, som om de er konkrete og sikre ting. Heldigvis eller desværre, afhængigt af hvordan man ser på det, er dette bare ikke tilfældet.

 

Det viser sig, at arter kan krydse sig, og bakterier kan stjæle gener fra dyr. Denne overførsel fra et rige eller en art til en anden skaber et livsnetværk snarere end et livstræ, hvor forskellige grene krydser hinanden over tid. Ingen gruppe repræsenterer denne smukke kompleksitet mere end, ja, du gættede det, hindbær.

 

 

[Foto af Internet Archive Book Images via Flickr]

 

 

Lad os Gøre Grundlæggende Taksonomi

 

Botanikere bruger typisk kun familie, slægt og art til at beskrive planter. 'Art' er den mest beskrivende, mens 'familie' er bredere og inkluderer mange arter. Alle hindbærarter tilhører slægten Rubus, sammen med nogle andre lækre planter som brombær og taybær.

Rubus tilhører rosefamilien, som er en meget kommercielt vigtig gruppe af planter. Rosefamilien indeholder smukke roser, æbler, abrikoser, ferskner og endda mandler! Rubus omfatter mange hundrede arter, hvilket er lidt for stort til at forskere kan arbejde effektivt med.

Disse forskere delte Rubus op i omkring et dusin underslægter. Hindbær tilhører under Ideobatus underslægten, mens de nært beslægtede brombær er i Rubus underslægten (ja, af Rubus-slægten). Forvirret endnu? Dette er kun begyndelsen på hindbærets komplekse liv.

 

 

Hvad Kendetegner Rubus

 

Det almindelige navn for alt i Rubus-slægten er brombær. Det billede, du har i dit hoved, er nok ret præcist. Disse planter har normalt (du vil aldrig høre en botaniker sige altid) torne eller kvæler, vokser på stængler og har bær, som er en samling af små bær samlet sammen. De har blomster med fem kronblade, der spænder fra hvide til lyserøde. Rubus-blade ligner 3-7 mindre blade, eller småblad, på en enkelt stilk.

Hindbær vokser stængler uden frugt det første år. Disse stængler bærer frugt i deres andet vækstår. Efter dette dør den stængel. Selvom hver hindbærstængel kun lever to år, kan rodsystemet leve i årtier. Nogle gange har du brug for denne førsteårs-stængel til at identificere hindbærarter, fordi de spiselige frugter fra det andet år kan ligne hinanden meget.

Hvis du ser noget i naturen, der ligner noget fra Rubus, er det sandsynligvis spiseligt. Dette er en lækker slægt med alle mulige vilde bær, såsom multebær i Arktis, der smager som æbletærte!

 

 

 

Det lækre multebær, eller bagte æble, som nogen kalder det. Du tænker måske ‘de ligner da ikke stængler med torne!’ Nå, velkommen til botanik. [Foto af Ilkka Koivula via Pixabay]

 

 

Gen-Overflod – Polyploidi

 

Vi mennesker har gener fra vores to forældre. Vi arver dele fra vores far og dele fra vores mor, der gør hver af os unik og individuel. Halvdelen af vores gener kommer fra den ene side, og den anden halvdel fra den anden side. Forskere kalder mennesker en diploid art. 'Di' betyder to og 'ploid' betyder kromosomer eller gener. Ret nemt, ikke? Vi mennesker er ret simple, når det kommer til vores gener.

Når vi går ud over mennesker, finder vi en meget mere skræmmende verden af formering. Forestil dig at have gener fra fire, seks eller ti forældre indeni dig? Det er lidt ligesom polyploidi. I stedet for to sæt af gener, der kombineres under formering, er det mange.

Polyploidi er almindeligt i naturen. Faktisk er planter i Rubus-slægten næsten helt polyploide. I en undersøgelse af 750 europæiske Rubus-arter var kun 3 diploide som os mennesker. Mange af hindbærrene havde fire sæt kromosomer. Hvis mennesker havde denne kompleksitet, ville det betyde, at hver egenskab, såsom hårfarve, højde og skostørrelse havde fire sæt gener i stedet for to.

Forskellene i disse gener forklarer variationen, vi ser mellem mennesker. Derfor, hvis der er dobbelt så mange gener, er resultaterne eksponentielt mere variable. Kort sagt gør polyploidi det lettere for planter at udtrykke forskellige former. Den samme hindbærart kan være kort og løbe langs jorden eller vokse højt og stængellik, afhængigt af hvilke genkombinationer der er blandet sammen.

 

 

Variation i farve blandt hindbær. [Foto af Filip Kruchlik via Pixabay]

 

 

Hindbær Kan Krydses Med Sig Selv og Andre Arter

 

Som om polyploidi ikke var kompliceret nok, kan hindbær også krydse sig med sig selv og med andre arter af hindbær, brombær og andre grupper i Rubus-slægten.

 

 

Hybridisering

 

Planter krydser sig med hinanden hele tiden. De hindbær-sorter, der almindeligvis dyrkes som afgrøder, er ofte hybrider mellem forskellige hindbærarter. Havebrugere giver dem sjove navne som Kiwi Gold, Honey Queen, Octavia og Cascade Dawn.

Olallieberry er et godt eksempel på hybridisering. Det er en hybrid mellem youngberry og en loganberry. Loganberry er en hybrid af en europæisk hindbær og en nordamerikansk hindbær. Youngberry er en fler-generationers hybrid af brombær-, hindbær- og taybærarter. Grundlæggende er olallieberry en blanding af alt, hvad Rubus har at tilbyde! I modsætning til mange typer fødevare-hybrider, som er variationer inden for samme art, indeholder olallieberry gener fra mindst fem forskellige arter.

Denne hybridisering sker også i naturen, nogle gange mellem indfødte og ikke-indfødte Rubus-arter. Nogle gange er disse semi-indfødte hybrider bedre tilpasset deres miljø end nogen af planterne var før. Dette gør planterne mere tilbøjelige til at reproducere sig og kolonisere mere jord. Denne konstante blanding af gener og arter skaber et forvirrende landskab for taksonomer.

 

 

Apomixis – Selvbestøvning

 

Den sidste komplicerende faktor i hindbær-id er apomixis. Det er virkelig bare et fint ord for seksuel formering med sig selv. Det betyder, at en hindbærplante kan bruge pollen og æg fra den samme plante til at skabe frø, som vil blive til frugtbare planter i fremtiden. Denne 'selvbestøvning', kombineret med den polyploidi, vi nævnte tidligere, fører til mange mærkelige kombinationer. Dette er anderledes end klonal formering, som er mere almindelig i planteverdenen. Apomixis forekommer i mindre end 1% af planter men sker i de fleste Rubus.

 

I Madagaskar dokumenterede forskere en ikke-indfødt hindbær, som krydsede sig med en indfødt hindbær. Denne plante spredte sig derefter hurtigt gennem selvbestøvning, fordi den kunne bevare de fordelagtige træk fra hybridiseringen. Dette noget fremmede hindbær invaderede mange øer i Det Indiske Ocean. Er det en indfødt plante, en eksotisk plante eller en ny art? Det er de svære spørgsmål, botanikere skal håndtere, når de står over for komplicerede planter som Rubus.

 

 

[Foto af Mattias Boeckel via Pixabay]

 

 

Skal Man Bekymre Sig om Hindbærarten eller Ej?

 

Nogle gange er det bedst bare at spise bærrene i stedet for at bekymre sig om den korrekte art af Rubus. Det tager meget tid og arbejde at finde ud af det. Hvis du alligevel skal spise bærrene, betyder det så virkelig noget?

 

Hvis du vil imponere dine venner eller lede efter en bestemt smag i en bærart, så kan det måske godt betyde noget. Måske er du bekymret for bevarelsen af en bestemt Rubus-art. I så fald er korrekt identifikation afgørende. Men for de fleste af os er den lækre frugt nok i sig selv!

 

[Forsidefoto af PublicDomanPictures via Pixabay]