Lotusblomsten er en af de mest hellige og ikoniske planter i verden. Den iøjnefaldende blomst er et symbolsk grundelement for nogle af de mest produktive kulturer og religioner gennem historien. Det er sikkert at sige, at lotus i tusinder af år har været en planteberømthed.

Hieroglyffer i Det gamle Egypten inkluderer ofte lotusblomster, der vises side om side med vigtige præster og faraoer. Statuer, der skildrer hellige buddhistiske figurer, viser personen siddende på eller under en lotusblomst. Nogle af guderne og gudinderne i hinduismen er forbundet med blomsterne. Lotusblomsten er et tilbagevendende symbol på tværs af tid og rum. Hvad gør denne blomst så fængslende? For at forstå, hvorfor planten er så symbolsk og tidløs, må vi først forstå dens livshistorie.

 

 

Om Lotusblomsten

 

Den hvide lotus (også kaldet den hellige lotus), Nelumbo nucifera, har et stort naturligt udbredelsesområde. Den vokser i det nordlige Indien op til højder på op til 1.400 meter (4.600 fod) og hele vejen til Østasien gennem størstedelen af Kina og næsten hele Sydøstasien.

Den blå lotus, Nymphaea caerulea, er hjemmehørende ved Nilen og andre dele af Østafrika. Botanisk set er den blå lotus faktisk en type vandtidsel. Men årsagerne til, at den er hellig, er lignende for den hvide lotus. Den vokser også på en meget lignende måde som den hvide lotus.

Selve lotusplanten er vandplante. Den trives i mudret, stille vand og forankrer sig i slammet nedenunder. De lange stængler rejser sig gennem vandet, og bladene sidder direkte på eller over vandet. De store, prangende blomster blomstrer over bladene, nogle gange 20 centimeter (8 tommer) i diameter! Lotusblade har en særlig voksagtig belægning, der afviser vand og snavs. Så selv efter at have blomstret ud af ellers beskidt, uklar vand, er blomsten selv fuldstændig uberørt. Én efter én dukker nye lotusblomster frem og varer kun en enkelt dag. Dette er en af grundene til, at lotusblomster er så beundrede. Deres evne til at forblive rene, mens de vokser ud af mudder, vækker vedholdenhed og åndelig renhed.

 

 

 

Buddhisme og Lotus

 

I buddhismen er den hellige lotus et symbol på renhed, åndelig opvågnen og troskab. Statuer af Buddha viser ham ofte siddende ovenpå en åben lotusblomst, som den på billedet ovenfor. I Buddhas land findes mange forskellige farver af lotusblomster, og hver farve har en forskellig betydning.

• Blå symboliserer sejren af ånden over visdom, intelligens og viden. I buddhistisk kunst er blå lotuser aldrig helt åbne for ikke at afsløre midten af blomsten.
• Hvid symboliserer Bodhi (oplysning). Den repræsenterer også mental renhed, åndelig perfektion og fred.
• Lilla anses for at være mystisk. De otte kronblade på denne lotus repræsenterer Den Ædle Ottefoldige Vej, en af Buddhas vigtigste lære.
• Rød repræsenterer hjertet og symboliserer kærlighed og medfølelse.
• Pink betragtes som den "sande" lotus og er hovedfarven på blomsten ifølge Buddha.

 

 

 

Hinduguder, gudinder og den hvide lotus

 

Lotusblomsten er hellig i hinduismen. Den symboliserer skønhed, frugtbarhed, velstand, spiritualitet og evighed. Det er nogle ret betydningsfulde idealer, og de repræsenteres alle af den hvide lotus. Mange hinduguder holder eller forbinder sig med lotusblomster.

Gudinden for velstand, Laxmi, bliver oftest afbildet siddende på en åben lotusblomst med flere blomster holdt i to af hendes fire hænder. Den fireansigtede skabergud Brahma menes at være opstået fra en lotusblomst selv. I hinduismen er den fejlfri lotusblomst guddommelig. Den opstår fra mudrede vande og repræsenterer oplysning i en person med få tilknytninger til verden.

 

 

 

Det gamle Egypten og den blå lotus

 

Hieroglyffer i det gamle Egypten viser mere end én type lotusblomst, men den blå lotus er bestemt den mest almindelige og hellige af dem alle. Den blå blomst symboliserer ofte genfødsel på grund af dens natur med at dykke under vand og genopstå den næste dag. Når den blomstrer igen fra vandet, er den lige så ren og uskyldt som dagen før.

På grund af lotusblomstens evne til at gå under vandet og vende tilbage næste dag kom den til at symbolisere solen og skabelsen af verden. Fordi lotusblomsten forbindes med genfødsel, blev den også forbundet med døden. Mange gamle egyptere troede, at der var en måde at blive til en lotus efter døden, så man kunne genfødes den næste dag.

Ud over den symbolske og åndelige betydning af den blå lotus havde den også en mere politisk betydning. Øvre og Nedre Egypten var længe adskilt. Til sidst blev lotusblomsten (rigeligt forekommende i Øvre Egypten) og papyrusplanten (rigeligt forekommende i Nedre Egypten) forenet i symboler og hieroglyffer. Sammenkoblingen af to af de vigtigste planter i det gamle Egypten førte til enheden af de to kongedømmer.